Dejligt at se alle kollegaerne igen
Foto og video: Peter Justesen
Sarah Mariager og Natuk Kristensen arbejder sammen som teknisk servicemedarbejdere ved Aarhus Kommunes biblioteker. Da bibliotekerne genåbnede i maj, så de for første gang i månedsvis andre kollegaer.
Normalt tager Natuk Kristensens og Sarah Mariagers arbejde udgangspunkt i DOKK1, Aarhus Kommunes hovedbibliotek. Her mødes de om morgenen med 6 andre kollegaer og kører så typisk ud herfra for at løse opgaver på de mindre lokalbiblioteker. Undertiden løser de to teknisk servicemedarbejdere dog også opgaver på DOKK1, og det er ofte i forbindelse med arrangementer.
Men da Coronas 2. bølge ramte og lukkede bibliotekerne, ændrede den Sarah Mariagers og Natuk Kristensens hverdag.
– Nu skulle vi to mødes et andet sted for at mindske smittefaren, og det blev i Åby. Og så var det ellers bare os to de næste måneder, fortæller Sarah Mariager.
Der var nu ikke længere arrangementer i DOKK1, og lokalbibliotekerne bad ikke længere om teknisk service, fordi de havde akutte problemer som dryppende vandhaner, drillende låse eller defekt lys.
– Nu hjalp vi dem i stedet med opgaver, som de længe ville have haft løst, men som det kan være svært at få indpasset i en almindelig hverdag, forklarer Sarah Mariager.
Det har for eksempel været maleropgaver, som har krævet, at teknisk servicemedarbejderne løsnede IT-installationerne, så møblerne kunne flyttes og malerne komme til. Og så skulle PC’erne selvfølgelig sættes op igen bagefter.
Men Sarah Mariager har også haft tid til at deltage i en projektgruppe, som har arbejdet med, hvordan Aarhus Kommunes biblioteker i højere grad kan genbruge.
– Det kan være møbler som bliver overflødige og så opbevares, så de kan bruges et andet sted, siger hun.
Natuk Kristensen har under Corona oplevet, at hun og hendes kollega har været meget alene.
“Sammen hver for sig, det har jo bare været hver for sig.”
Underlig tomhed
Der har været en speciel oplevelse, når Sarah Mariager og hendes makker under Coronas 2. bølge kørte rundt og udførte opgaver på lokalbibliotekerne. Normalt møder de mange biblioteksansatte og borgere.
– Men nu var rengøringsfolk de eneste, som vi nogle gange mødte, fortæller hun.
Der var dog også gode sider ved, at de to teknisk servicemedarbejdere arbejdede alene og var i samme sociale boble.
– Så behøvede vi ikke bære mundbind, og det er varmt have på, når man arbejder, forklarer Sarah Mariager.
Da bibliotekerne genåbnede blev arbejdsopgaverne igen mere akutte og teknisk servicemedarbejderne ved Aarhus Kommunes biblioteker mødes nu igen hver morgen på DOKK1.
– Det er dejligt at se alle kollegaerne igen. Men alt er stadig ikke helt normalt. Vi skal se, hvor vi sætter os og holde afstand, når vi mødes, forklarer Sarah Mariager.
Sarah Mariager i gang med at installere PC. Meget materiel har været skilt ad blandt andet på grund af renovering.
- Men nu var rengøringsfolk de eneste, som vi nogle gange mødte, fortæller hun.
Sarah Mariager, teknisk servicemedarbejder, Aarhus Kommunes Biblioteker.