Nu er 80 ambulancereddere medlem af FOA Århus
Til december har Region Midtjylland overtaget den fulde drift af ambulancerne i Østjylland, der hidtil har været drevet af Falck. Lige nu er 80 af ambulanceredderne blevet organiseret i FOA Århus. Processen begyndte for godt to år siden, og det har været et stort arbejde for alle parter.
Tillidsmand Tobias Webber er en travl mand, men han er også en glad mand. Han var nemlig fornyligt med til at lande den lokallønsaftale mellem FOA, 3F og Region Midtjylland, som sikrer, at redderne får en god overgang mellem de to overenskomster, når det gælder løn- og arbejdsvilkår.
– Det har været og er stadig en kæmpe opgave for alle. Alle medarbejdere har, udover det ordinære arbejde, været med til at opbygge en ny organisation, der er blevet lavet nye arbejdsgange på de nye stationer og på den faglige front har vi også haft et stort arbejde med at lave lokalaftaler for at sikre, at vores kollegaer får det godt på de nye stationer og de får en løn og nogle vilkår, de kan være i. Så det har været omfattende, men jeg føler, at alle trækker på samme hammel, fortæller Tobias Webber, der har været tillidsmand i halvandet år.
"Den nye tilpasningsaftale er blevet positivt modtaget, synes jeg. Det er jo altid rart, når man får flere goder og en bedre løn"
Et godt arbejde
Han glæder sig personligt over, at det største arbejde er overstået. Så kan han nemlig have større på fokus på det arbejde, som han selv kalder ”verdens bedste”.
– Det er jo også derfor, at mange bliver i jobbet hele deres arbejdsliv. Det handler om at komme ud og hjælpe nogle mennesker, der er i krise. Følelsen af at gøre en forskel for mennesker er vigtig, og uden at være selvforherligende, så er det meget få dage, hvor jeg går hjem og ikke synes, jeg har gjort en forskel, og det er bare enormt givende, siger han og fremhæver også afvekslingen mellem meget travle dage og dage, hvor der næsten er helt stille.
- Alle folk har været glad for at arbejde for Falck, men jeg synes, det er en fordel at være i regionen, fordi vi nu er direkte i kontakt med de mennesker, der tilrettelægger ambulancedriften.
Nemmere og måske bedre for elev-optag at være i Regionen
På nogle områder er skiftet fra Falck til Region Midtjylland nemmere. Tobias Webber siger, at Falck var en god arbejdsplads, men han mener, at det er blevet bedre på nogle områder efter skiftet til den nye arbejdsgiver.
– Alle folk har været glad for at arbejde for Falck, men jeg synes, det er en fordel at være i regionen, fordi vi nu er direkte i kontakt med de mennesker, der tilrettelægger ambulancedriften. Det gør det nemmere at korrigere uhensigtsmæssige arbejdsforhold i driften, eller ændre på den måde, som arbejdet er tilrettelagt. Der har vi nu mere direkte indflydelse, og det er godt, mener han. Desuden håber han også på, at der nu kan blive uddannet flere elever.
– Vi mangler elever, og der er ikke blevet uddannet nok de sidste år. Det kan forhåbentligt ændre sig nu, hvor det er muligt at tænke flere år frem, siger han.
"En af de væsentlige forbedringer i de nye ambulancer er de nye el-bårer. De sparer os for rigtig mange løft"
Flere TR i fremtiden
Tobias Webber har hidtil været eneste TR og han har en enkelt suppleant, der også har hjulpet meget til i processen, men han savner nogle flere kollegaer på tr-siden, og de er på vej. Om kort tid bliver der nemlig valgt endnu flere, og det ser han frem til.
– Der har hidtil ikke været flere, fordi aftalen om vores TR-vilkår først er tæt på at komme på plads nu, og den proces er helt normal. Når det er sagt, så glæder jeg mig til, at der kommer flere TR, der kan trække læsset sammen, så vi kan blive endnu stærkere, slutter han.