Mere uddannet, fast personale på socialområdet
Det såkaldt specialiserede socialområde mangler paradoksalt nok specialiseret arbejdskraft. Og det er en stor del af baggrunden for, at Socialtilsynet har truet med at lukke flere lokale tilbud til mennesker, der på grund af deres mentale og fysiske tilstand har brug for en hjælp, der er på et højt fagligt niveau. Tilsynet vurderer ikke, at tilbuddene fungerer forsvarligt.
Desværre er socialområdet præget af stor personalegennemstrømning, mange vikarer og mange ufaglærte, selvom de komplicerede arbejdsopgaver kræver et uddannet og stabilt personale. Uddannelse skal sikre, at den faglige viden er på plads, og stabilitet skal sikre, at personalet kender borgernes behov.
Når der mangler tilstrækkeligt kvalificeret personale, skaber det en ond cirkel, hvor arbejdsforholdene gør det sværere og sværere at tiltrække og fastholde personale, så problemerne hele tiden vokser.
Situationen kræver mindst to ting.
Den første er, at arbejdsgiverne på socialområdet sikrer, at ufaglært personale bliver uddannet, og at de fremover kun ansætter uddannet personale.
Desuden skal arbejdsgiverne ansætte tilstrækkeligt personale, så medarbejderne har mulighed for at hjælpe borgerne ordentligt.
Det kræver selvfølgelig, at politikerne bruger flere penge på området, som gennem længere tid er blevet udsultet.
En god cirkel
Når medarbejderne er tilstrækkeligt mange – og tilstrækkeligt uddannede, så bliver arbejdsforholdene bedre, og flere vil blive længere i deres stillinger.
Det kræver selvfølgelig, at politikerne bruger flere penge på området, som gennem længere tid er blevet udsultet.
Desværre indeholder regeringens aftaler med kommuner og regioner ikke noget økonomisk løft til socialområdet, og heller ikke lokalt har politikerne tilført området tilstrækkeligt mange penge.
Politikerne på begge niveauer bør spørge sig selv: Hvad er egentligt vigtigere at prioritere, end nogle af samfundets svageste borgere?
