Brug din demokratiske ret
Der er kommunal- og regionalvalg d. 16. november, og jeg vil gerne opfordre alle til at bruge deres demokratiske ret og stemme.
Det er nemlig ikke ligegyldigt for FOA Århus medlemmer, hvem der politisk leder kommuner og regionen.
Langt de fleste medlemmer arbejder på kommunale og regionale arbejdspladser, og ligesom alle andre borgere har vi brug for, at ældrepleje, børnepasning, skoler, sygehuse og andre velfærdsområder fungerer ordentligt.
Og de lokale politikere har indflydelse på forholdene, selvom staten stadig holder kommuner og regioner i for stramme rammer.
Som du kan læse i dette nummer af Fagbladet FOA Århus, så brugte Aarhus Kommune sidste år færre penge, end kommunen måtte, mens Odder Kommune faktisk brugte for meget.
Du kan også læse, hvordan serviceniveauet på velfærdsområderne er forskelligt i de forskellige kommuner og regioner, og hvordan kommuneskatteprocenter og eksempelvis daginstitutionstakster er forskellige.
Så de lokale politikere kan faktisk prioritere de områder, som du synes er vigtige.
I bladet fortæller FOA Århus politiske ledelse, hvad, vi mener, er vigtige emner.
Betyder mere
Det er måske værd at huske på, at din stemme betyder forholdsvis mere ved et lokalvalg, fordi der jo er færre stemmeberettigede i en kommune eller region, end der er på landsplan. Derfor har du som enkeltperson større indflydelse på, hvem der bliver borgmester eller regionsrådsformand efter lokalvalgene, end du har på, hvem der bliver statsminister efter et folketingsvalg.
16. november kan du altså få indflydelse på, hvem der bagefter får indflydelse på din hverdag.
God valgdag!