Danmarks "fitteste" brandmand er altid dedikeret
Axel Yang Kornvig er brandmand hos Østjyllands Brandvæsen. Han er også en af danmarks fitteste brandmænd og træner seks dage om ugen for at holde sig i form. Han kan ikke lade være, når han først går i gang med noget nyt.
Aarhus Crossfit – motionsrummet på brandstationen eller derhjemme. Der er ikke noget, der afholder Axel Yang Kornvig fra at træne, og han gør det også mere end de fleste, for han kan ikke lade være, når han først går i gang med noget, og sådan har det været, siden han var en lille dreng.
– Jeg er altid gået meget op i de ting, som har optaget mig, og der har næsten altid været en hobby. Da jeg var barn var det Pokémon-kort, yoyo og andre af de ting, der lige var moderne på det tidspunkt. Da jeg blev ældre var det eksempelvis det at følge bestemte bands i mange år. Uanset hvad, så er jeg altid gået 120% op i de ting, der har optaget mig. Hvorfor? Det ved jeg ikke, sådan er jeg nok bare som person, siger han og smiler.
Det med yoyo var også en ting, der greb om sig. Han deltog som 20-årig i Talent 2008 til en audition med sin yoyo. En hobby han startede med som 10-årig, men som han for sjov havde taget op igen i gymnasietiden. Her blæste han de tre dommere omkuld med sit show – og kom videre. Den eneste hobby han i øvrigt, med hans egne ord, har kunnet tjene penge på.
– Efter konkurrencen blev jeg kontaktet af flere forskellige firmaer, der ville bruge mig som reklamesøjle eller underholdning til firma-arrangementer for børn og voksne, blandt andet var jeg i Ungarn og med i nogle reklamefilm for Profiber, fortæller han.
Vigtigt på arbejdet
Han er 34 år gammel og har været brandmand 13 år. Først som deltidsbrandmand omkring otte år og de seneste fem år som fuldtidsbrandmand. Han begyndte på crossfit, da han startede som deltidsbrandmand, og dengang var formen langt fra den samme, og han har igennem de 13 år taget 18 kg på.
– Jeg kan da helt klart mærke, at jeg er i bedre form og væsentlig stærkere, end jeg var for 13 år siden, fortæller han og fortsætter. – Selvom jeg godt kan lide mine hviledage, så skal der ikke være for mange, så bliver jeg rastløs, siger han og griner lidt.
Se Axel Yang Kornvigs årlige fysiske evaluering som brandmand i videoen her
Hvert år skal alle fultidsbrandmænd hos Østjyllands Brandvæsen gennemføre en række fysiske evalueringer bestående af kardio-, styrke- og funktionstest for at vise, at de lever op til en række fysiske standarder. Evalueringen er forskellig afhængig af alder. Under kardiotesten vælger Axel Yang Kornvig at løbe 2200 m. på max. 12 minutter. Han har løbet en del forhindringsløb i elitefeltet, og har været på podiet til Nordic Race flere gange, og det er også blevet til en enkelt EM-sølvmedalje i aldersgruppen 25-29 år, men hans vægtforøgelse på grund af crossfit betyder naturligvis også, at løbetiden ikke er så god som tidligere. På trods af hans højere vægt gennemfører han de 2200 meter på kun syv minutter og 51 sekunder. Det er en gennemsnitsfart på 3.57 minutter pr. km eller 16,82 km i timen.
– Når vi arbejder som brandmænd, har vi ofte tungt udstyr på, blandt andet dragt, støvler, røgdykkerapparat, brandslanger, tungt værktøj m.m., og så er det en fordel at kunne bære mere end sin egen kropsvægt i længere perioder, fortæller han. Axel Yang Kornvig er også redningsdykker (i vand), og der er det også en stor fordel at være i god form.
Den årlige evaluering af brandmænd blev indført som standard i 2021, og gælder for alle aktive fuldtidsbrandmænd.
Konditionstest:
Løb 2200 m. på 14 min. el. cykel 10.000 m. på 22 min. el. ro 3000 m. på 14. min.
Muskeltest max 11 min:
40 lunges med røgdykkerapparat
15 dødløft med 70 kg
20 armbøjninger
25 mavebøjninger
10 træk til bryst
15 pres over hovedet med 25 kg
Coretest max. 8. min:
60 sek. x 2 statisk sidebro
25 dynamiske rygbøjninger
45 sek. x 2 statisk rygbro
120 sek. planke
Funktionstest gennemføres med fuld indsatsbeklædning og røgdykkerudstyr:
150 m. gang med 2 fyldte brandslangekurv (vejer ca. 25 kg stykket)
40 slag med mukkert på dæk (mukkerten skal over hovedet)
45 m. træk af dukke på 80 kg
Gang til 4. sal, hvor der ophales 5 stk. sammensatte brandslanger
Til tops i international konkurrence
For nyligt beviste han også sin gode form og store indsats internationalt, da han i maj blev nummer 1 i Danmark, nummer 5 i Europa og nummer 38 i verden i Occupational Games, der er en stor crossfit-konkurrence for fag, hvor i alt 4000 brandmænd fra hele verden deltog. 400 kvalificerede sig til de afsluttende runder – her i blandt Axel Yang Kornvig som eneste dansker, og han endte altså som nr. 38. Det resultat er han selvfølgelig glad for, selvom hans præstation ifølge ham selv ikke var helt så god som sidste år.
– Jeg kunne bruge konkurrencen til at se, hvor jeg kan forbedre mig, og hvor jeg er stærkest. Den bedste placering var i disciplinen rebklatring kombineret med sprint, hvor jeg fik en 4. plads som jeg godt kan være stolt over. Dårligst gik det i en workout, hvor der skulle løftes max i dødløft, strict press og backsquat – her løftede jeg samlet 380 kg, hvilket resulterede i en 84. plads. Så det er helt sikkert et sted, der skal forbedres til næste år, fortæller han.
Hobbyen kommer med hjem
Axel Yang Kornvig træner helst seks dage om ugen og holder så en enkelt hviledag, men han påpeger, at der er mange, der træner endnu mere end ham, men at han ikke kan nå mere i hverdagen. Der skal nemlig også være tid til både konen Maria, en datter på snart tre, en lille ny på vej samt to hunde. Familien bor i Ebeltoft, hvor de flyttede til i 2019. Her har Axel Yang Kornvig naturligvis også indrettet træningscenter i en nybygget garage – et projekt han har brugt et år på, men som har været planlagt mange år inden. Garagen indeholder næsten et komplet cross-fitness træningslokale. Han taler begejstret om detaljerne, og det er tydeligt, at der er tænkt over de små og store ting i den ca. 50 kvm2 store garage.
– Jeg har blandt andet fået hævet loftet, så der er en god højde, hvilket er rigtig rart, når man skal træne crossfit, da der er mange af øvelserne, som foregår i højden. Min bar (en stang, kan kan hæve sig i) er nok verdens første skrålofts-monterede justerbare pullup-bar, og det er en Eleiko Raw bar. som skulle være det bedste, der findes, forklarer han og slutter. – Sådan er det, når jeg går ind i en hobby. Og jeg har jo også indrettet det på en måde, så der er plads til både biler, fest og andre ting. Så er det let at ændre, hvis jeg en dag skulle finde på noget andet at lave.






