Holder styr på arbejdstidsregler og overenskomster
De to social- og sundhedsassistenter Lone Egsgaard Kure og Winnie Doktor arbejder som planlægningsspecialister hos MSO i Aarhus Kommune. Det kræver stort kendskab til både overenskomst, arbejdstidsregler og de planlægnings-systemer, der bliver brugt.
Vi er i mødelokale 0321 hos MSO (Magistraten Sundhed og Omsorg) på Grøndalsvej i Viby. Her er forberedelser til et kort kursus om, hvordan ledere og viceledere i MSO bedst muligt kan tilrettelægge ressourcer og vagter ud fra begrebet “Fælles planlægning praksis”. Der er lidt nervøsitet – det er nemlig første gang Lone Egsgaard Kure og Winnie Doktor skal undervise en større gruppe, men de føler sig alligevel på sikker grund. De har nemlig dagligt deres gang ude på arbejdspladserne, og de kender deres område.
– Jeg har selv været ressourcekoordinator i mange år, og nu er jeg klædt rigtig godt på i forhold til vores HR-afdeling, i forhold til vores økonomiafdeling, og jeg har fået en rigtig god viden om overenskomster og hvordan vores afregninger er, og den viden kan jeg sammenholde med, hvordan driften fungerer på den enkelte arbejdspladser, fortæller Lone Egsgaard Kure
Der kommer styr på projektor og PC, og kort efter begynder de første deltagere at ankomme. I alt er omkring 20 ledere og viceledere tilmeldt kurset for at blive lidt bedre til deres arbejde.
Gør en forskel, når overenskomsten skal følges
Der bliver brugt mange timer på at planlægge vagter og de mange daglige besøg hos borgerne i hos Aarhus Kommune. Hjemmepleje og plejehjem har over 7000 medarbejdere, der skal tage sig af endnu flere borgere, og det er ofte et puslespil, når vagtplanerne og ressourcer skal hænge sammen i det såkaldte CuraPlan til planlægning af opgaver og i Opus Vagtplan, der bruges til at lave vagtplaner. Det hjælper de to social- og sundhedsassistenter Lone Egsgaard Kure og Winnie Doktor til med.
– Vores overenskomst skal jo altid overholdes. Den er lavet for at beskytte medarbejderne, men det kræver også kendskab for at kunne navigere, fordi det er komplekst, siger Lone Egsgaard Kure og tilføjer, at de ind i mellem bliver mødt med skepsis, men at de fleste bliver overraskede, når de opdager, at der er mulighed for at gøre arbejdet anderledes.
De eneste to
Dagens kursus varer tre timer, men 80-90% af tiden er de to planlægningsspecialister ude i driften, hvor de give sparring og oplæring på arbejdspladsbesøg. Her går de ind og analyserer de data, vagtplaner og ressourcer, som de pågældende arbejdspladser har, og de er hurtigt i stand til at se, hvad der kan gøres bedre.
– Vi har et bagland, der også giver os en forståelse for økonomi og arbejdstidsregler, som er rigtig rigtig svært for dem, der sidder med det derude. Det er ikke så nemt, som ”bare” at lave en vagtplan for eksempelvis kontorpersonale. I Sundhed- og Omsorg er der også nogle borgere, der skal tænkes ind i det hele, og det gør det bare mere komplekst, fortæller Winnie Doktor.



De har været ansat som planlægningsspecialister siden 1. marts 2021. De er de eneste af deres slags i Sundhed- og Omsorg, og der er indtil videre ikke planer om at ansætte flere.
– Vi dækker området, og der er lige nu ikke behov for, at der er flere, siger Lone Egsgaard Kure.



Glade for arbejdet
Dagligdagen er i følge de to medarbejdere god, fordi de oplever, at den viden de har, bliver værdsat ude på arbejdspladserne.
– Vi føler, at det er en rigtig stor hjælp, og vi får rigtig god feedback. Ressourcekoordinatorerne og vagtplanlæggerne synes, det giver rigtig meget. Der findes undervisning i vagtplanlægning, men der er arbejdstidsregler ikke koblet på, og det er noget af det, vi går ud og hjælper med, så man kan kombinere de to ting, og vi får at vide, at det giver rigtig god mening, fortæller Winnie Doktor.
– Det bedste ved mit arbejde er, at jeg brænder rigtig meget for min opgave. Jeg mener, at min primære opgave er, at vi har et godt arbejdsmiljø og sørger for, at alle ressourcekoordinatorer og vagtplanlæggere har ens vilkår at planlægge ud fra, slutter Lone Egsgaard Kure.