Kom til 1. maj – sammen er vi stærkere!
Jo flere deltagere i 1. maj-arrangementerne, jo stærkere står lønmodtagernes krav. Sådan er det i dag – og sådan har det altid været.
1. maj-arrangementernes størrelse vil for mange sige meget om, hvor stor modstanden reelt er, når det gælder regeringens beslutning om at afskaffe store bededag. Er vreden ved at fordampe? Eller vil lønmodtagerne stadig slås for deres fritid?
Vi skal sende et klart signal om, at regeringen skal holde fingrene fra vores fridage og overenskomster, og FOA Århus opfordrer alle til at deltage i 1. maj-arrangementerne, hvis de har mulighed for det.
1. maj har altid været en dag, hvor fagbevægelsens styrke bliver målt og vejet, og arbejds- og fritid har altid været et centralt tema. For eksempel har krav om otte-timers-arbejdsdag og seks ugers ferie været på dagsordenen 1. maj.
Fejrer 1. maj fra morgenstunden.
FOA Århus fejrer først 1. maj i egne lokaler og deltager senere i stort fællesarrangement.
Det er allerede fra kl. 8.30, at fagforeningen fejrer arbejderbevægelsens kamp- og festdag på Christians X’s Vej 56-58 i Viby, FOA Koret underholder fagforeningens medlemmer med familier; der er fællessang, og FOA Århus formand Mette Fuglsig Schjødt og Metal Østjyllands formand Daniel Isak Dallerup taler.
Her er også morgenmad og senere øl, sodavand, pølser.
Gratis bus
Der er gratis bustransport fra FOA Århus til Rådhuspladsen, hvor den fælles 1. majdemonstration samles kl. 12. Arrangøren er FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, og der vil være taler og underholdning.
Klokken 12.40 går demonstrationen til Havnepladsen mellem Dokk1 og Navitas, hvor der også er taler og musik, når FH Aarhus fejrer arbejderbevægelsens internationale kampdag fra kl. 13.
FOA Århus telt
FOA Århus har i år et telt, hvor medlemmerne kan mødes og nyde mad og drikkevarer, som de kan købe i boderne ude på pladsen.
På Havnepladsen er også et telt, hvor unge kan møde andre unge og høre Øndi spille, og hvor der blandt andet er ungdoms-banko.
1. maj i Odder og på Samsø
Fagbevægelsens Hovedorganisation Odders 1. maj-arrangement bliver holdt på Pakhuset ved Banegården. Det sker fra kl. 8.30 til 12.00, hvor der er flere faglige taler, gratis kaffe og rundstykker samt øl og vand.
Også på Samsø markerer Fagbevægelsens Hovedorganisation 1. maj-dagen. På Borgerforeningens Festplads, Strandvejen i Ballen er der talere og musik fra kl. 13.30 til kl. 16.30.
1. maj i Odder og på Samsø
Fagbevægelsens Hovedorganisation Odders 1. maj-arrangement bliver holdt på Pakhuset ved Banegården. Det sker fra kl. 8.30 til 12.00, hvor der er flere faglige taler, gratis kaffe og rundstykker samt øl og vand.
Også på Samsø markerer Fagbevægelsens Hovedorganisation 1. maj-dagen. På Borgerforeningens Festplads, Strandvejen i Ballen er der talere og musik fra kl. 13.30 til kl. 16.30.