Giv velfærden en pengeindsprøjtning
Af Mette Fuglsig Schjødt
Hvordan kan det være, at kommuner og regioner skal spare, når statskassen bugner, og når det samme gælder mange kommunekasser som for eksempel den i Århus?
Det spørgsmål bør sygehusenes, ældreplejens, børneområdets og de øvrige velfærdsområders ansatte undrende stille regeringen. Og det samme bør velfærdsordningernes nuværende og kommende brugere. Altså alle der ikke har råd til at købe den velfærd en gang mere privat, som de allerede en gang har betalt over skatten.
Det er statens økonomiaftaler med kommuner og regioner, der regulerer, hvor mange penge kommunerne må – og regionerne kan – bruge. Og regeringen forklarer, at den holder regioners og kommuners økonomier i stramme rammer, fordi den vil forhindre, at inflationen går amok. Men samtidig planlægger regeringen skattelettelser, som nok især vil gavne de mest velstillede. Det hænger ikke sammen! Hvorfor skulle offentligt forbrug øge inflationen, når privat forbrug åbenbart ikke gør?
Faktisk viser en ny rapport fra Den Internationale Valutafond, at det er virksomhedernes voksende profitter, der er den væsentligste årsag til den inflation, der har været i Europa gennem de sidste to år. Virksomhedernes stigende overskud står ifølge rapporten for 45% af inflationen, stigende råvarepriser for 40%, mens lønninger kun står for 15%.
En oplagt mulighed er jo så, at staten brandbeskatter virksomheders ekstraordinære profitter og bruger pengene på velfærd, lønstigninger til lavtlønnede offentlige ansatte og skattelettelser til de laveste indtægter. Den øvelse vil ikke sende flere penge ud i økonomien, men flytte forbrug fra virksomheder og de, der kontrollerer dem, til velfærd og lavtlønnede.
"Nej, der er brug for, at regeringen letter på den bugnende statskasses låg, lader kommunerne bruge deres egne penge og finder endnu flere penge til velfærd."
Velfærden får for lidt
Velfærden trænger i hvert fald til en gevaldig pengeindsprøjtning. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at den offentlige velfærd siden 2015 har fået 22,5 milliarder kroner for lidt, hvis velfærden skal kunne følge med befolkningsudviklingen og den generelle velstandsstigning. Det er nødvendigt at dække dette såkaldt velstandsregulerede demografiske træk, hvis der skal være penge til have det samme antal ansatte pr. syg, barn, ældre eller andre brugere og samtidig have råd til tidssvarende teknologi, medicin, bygninger og så videre.
Analysen viser også, at hvis det efterslæb skal indhentes, så velfærden igen kommer op på 1995-niveau, da skal hele det økonomiske råderum frem mod 2030 gå til velfærd, og der skal derudover findes 14 milliarder kroner mere.
Tallene leverer en forklaring på det økonomiske råderum – de penge der ikke allerede er disponeret over. Underfinansieringen af velfærden mere end svarer til råderummet.
Velfærdens ansatte og brugere må kræve, at regeringen genopretter velfærden og ikke blot stikker kommuner og regioner håndører. Nej, der er brug for, at regeringen letter på den bugnende statskasses låg, lader kommunerne bruge deres egne penge og finder endnu flere penge til velfærd.
