FOA-tillidsrepræsentanter på tværs af faggrupper giver flere fordele
Siden 2021 har FOA-faggrupperne i Aarhus Kommunes magistrat for Sociale Forhold og Beskæftigelse haft fælles tillidsrepræsentanter, og erfaringerne er gode.
Social- og sundhedsassistent Susanne Madsen har siden juni 2023 været fællestillidsrepræsentant for FOA-medlemmerne, som er ansat i Aarhus Kommunes magistrat for Sociale Forhold og Beskæftigelse, MSB, og hun blev tillidsrepræsentant allerede i februar 2022.
Susanne Madsen har altså på nærmeste hold oplevet, hvordan det fungerer, når FOA-faggrupper som social- og sundhedspersonale, omsorgsmedhjælpere, pædagogiske assistenter og husassistenter deler tillidsrepræsentanter. Og hendes erfaring er, at det giver flere fordele, når FOA-medlemmerne har tillidsrepræsentanter på tværs af faggrupper.
– Først og fremmest betyder det, at flere medlemmer har en tillidsrepræsentant, fordi det er lettere at finde en eller flere interesserede, når tillidsrepræsentanten kan komme fra alle faggrupper, forklarer hun.
Det var da også et ønske om flere tillidsrepræsentanter og tillidsrepræsentanter tættere på medlemmerne, som var baggrunden for, at FOA Århus tog initiativ til en ny tillidsrepræsentantstruktur i MSB. Den betyder, at tillidsrepræsentanterne på MSB’s forskellige områder siden 2021 har repræsenteret alle ansatte, der arbejder på en FOA-overenskomst.
– Og det er lykkedes i stor stil. Vi var tre tillidsrepræsentanter i MSB, da jeg kom til, og nu er vi 11 ud af de 16, vi bør være. Så vi er nået et godt stykke, men mangler stadig noget, før vi er i mål, fortæller Susanne Madsen.
Uklarhed
Tidligere kunne det være uklart, hvem der skulle repræsentere det enkelte FOA-medlem, fordi de forskellige FOA-faggrupper typisk er meget små på den enkelte MSB-arbejdsplads. Og derfor måtte en FOA-tillidsrepræsentant ofte dække et stort geografisk område med mange arbejdspladser, der ikke nødvendigvis hang særligt logisk sammen. Den uklarhed kunne gøre det sværere at finde interesserede til tillidsrepræsentantposterne og kunne også gøre det sværere for medlemmerne at kontakte deres tillidsrepræsentant.
– Problemet med den uklarhed er løst nu. FOA-medlemmer med den samme chef har den samme tillidsrepræsentant uanset faggruppe, og det giver god mening, siger Susanne Madsen.
Hun glæder sig også over, at de flere tillidsrepræsentanter betyder, at FOA-medlemmerne nu oftere er repræsenteret i de udvalg, hvor medarbejdere og ledelse formelt samarbejder, de såkaldte MED-udvalg.
– For ellers sætter man sig jo udenfor indflydelse, siger Susanne Madsen.
Fællestillidsrepræsentanten vurderer samtidig, at samarbejdet med andre faggrupper i MSB som socialrådgivere og socialpædagoger er blevet udbygget, efter FOA-medlemmerne fik tillidsrepræsentanter på tværs af FOA-faggrupperne.
– Der er et godt og nært samarbejde; jeg oplever mere respekt fra andre faggrupper, siger hun.
Ingen utilfredshed
Fællestillidsrepræsentanten har ikke oplevet, at nogle FOA-medlemmer har været utilfredse med, at de nu bliver repræsenteret af et medlem fra en anden faggruppe.
– Slet ikke. Vi er nødt til at stå sammen, og det gør vi, understreger Susanne Madsen.
Tidligere blev overenskomsterne ikke altid helt overholdt på arbejdspladser, hvor der manglede tillidsrepræsentanter.
– Det er især på området Voksen, Job og Handicap, at der har været brug for at rydde op, fordi for eksempel arbejdstidsreglerne og aftaler om tillæg ikke altid er blevet overholdt. Nu går det bedre – også fordi medlemmerne jo oftere henvender sig, når de ved, hvem der er deres tillidsrepræsentant, forklarer fællestillidsrepræsentanten.
Tillidsrepræsentanterne skal nu kende flere overenskomster end tidligere, fordi faggruppernes overenskomster er forskellige. Susanne Madsen nævner, at omsorgsmedhjælperne for eksempel først får pensionsindbetalinger, når de er fyldt 21 år og har været ansat i 5 måneder, mens SOSU-personale får pension fra starten. Eller at SOSU-assistenter på nogle botilbud får et særligt tillæg.
– Men de specielle ting i de forskellige faggruppers overenskomster er ikke flere, end at man ret hurtigt får dem lært – det meste overenskomststof er meget det samme, mener hun.