OK21 bliver en speciel overenskomstsituation
Den såkaldte reguleringsordning betyder, at lønnen på det offentlige og det private arbejdsmarked hænger sammen. Og på det private har coronasituationen bremset lønudviklingen.
Jakob Bang er forhandlingschef i FOA og har deltaget i mange overenskomstforhandlinger. Han forudser, at forårets overenskomstforhandlinger kan blive meget specielle.
– Covid19-epidemien har udløst en økonomisk krise, der har bremset lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Det har ændret forudsætningerne for OK18 og udgangspunktet for OK21, siger Jakob Bang.
Han forklarer, at den såkaldte reguleringsordning sikrer, at lønnen på det offentlige og private arbejdsmarked nogenlunde følges ad.
– Så i 2018 kalkulerede vi med en bestemt privat lønudvikling frem til 21, og så er det jo problematisk, hvis den lønudvikling ikke sker, for så har vi aftalt for meget, forklarer Jakob Bang.
Reguleringsordningen betyder, hvis de offentlige ansattes løn er steget hurtigere end de privat ansattes så bliver de offentligt ansatte modregnet 80% af lønforskellen fra det foregående år. Omvendt hvis lønnen er steget hurtigere i den private sektor, så bliver de offentlige ansatte kompenseret med 80 procent af lønforskellen fra det foregående år.
– Udgangspunktet for OK21 kunne dog have været væsentligt vanskeligere, hvis fagbevægelsen ikke havde fået afskaffet privatlønsværnet under OK18, understreger Jakob Bang.
Det såkaldte privatlønsværn blev indført med OK15 og skærpede den ene del af reguleringsordningen. Nu blev de offentligt ansatte modregnet 100%, hvis deres løn steg hurtigst, mens de stadig kun blev kompenseret 80%, hvis de privat ansattes løn steg hurtigt.
Privatlønsværnet betød altså, at offentligt ansatte aldrig kunne stige hurtigere i løn end private, men tværtimod over tid ville sakke bagud.
Men nu hvor privatlønsværnet er afskaffet, så bliver de offentligt ansatte ikke modregnet for hele den lønforskel, der kan være opstået i sidste del af overenskomstperioden.
– Vi havde regnet med private lønstigninger på knapt 3% årligt, men der er en risiko for, at deres lønudvikling lander på 2% i 2020, siger Jakob Bang, der dog understreger, at udviklingen stadig er usikker, og at det er vanskeligt spå om, hvad udgangspunktet for OK21 præcist vil være. Det gælder naturligvis også forventningerne til de kommende lønstigninger, der for mange privat ansatte bliver aftalt lokalt.
Hvorfor regulere?
Reguleringsordningen har været en del af overenskomstsystemet siden midt i 80’erne. Et spørgsmål kunne jo være hvorfor de offentligt ansattes fagforeninger accepterer ordningen i en situation, hvor SOSU-personale, pædagoger, sygeplejersker og lærere har fuld beskæftigelse og står stærkt, mens mange privat ansatte faggrupper oplever arbejdsløshed og bliver klemt på lønnen?
– Der er nok langt ind i fagbevægelsen en forståelse for, at der jo skal være skatteindtægter nok til at finansiere den offentlige sektor, og at det også indebærer, at der er en tilstrækkelig lønudvikling på det private område. På den måde sikrer reguleringsordningen, at der er dækning for de offentligt ansattes lønstigninger, uden at der skal ske skattestigninger. Samtidigt sikres det at de offentlige lønninger ikke kommer til at sakke bagud i forhold til de privat ansatte, forklarer Jakob Bang.
Ligeløn?
Kvindefagene på det offentlige arbejdsmarked halter lønmæssigt efter mandefagene på det private arbejdsmarked, når man sammenligner faggrupper, som har taget nogenlunde lige lange uddannelser. Et andet spørgsmål kunne være om ligeløn overhovedet er en mulighed, når reguleringsordningen sikrer, at lønnen stiger nogenlunde lige meget på det offentlige og det private arbejdsmarked?
– Nu slap vi jo af med privatlønsværnet, ellers ville det være helt umuligt. Men med den regulering som stadig sker, kommer der realistisk set aldrig ligeløn, konstaterer Jakob Bang, som dog nævner, at man kan komme lidt af vejen ved at prioritere blandt de offentligt ansatte som i 2018, hvor såkaldte rekrutteringspuljer betød, at SOSU-personale og sygeplejersker fik højere lønstigninger end andre. Ligesom lavtlønspuljer trækker den anden vej, når lønstigninger i procent ellers altid giver de højtlønnede mest.
Jakob Bang mener dog kun ligelønsproblemet kan løses, hvis Folketinget griber ind og laver et særligt lønløft for kvindefagene i det offentlige. Uligelønnen stammer nemlig tilbage fra tjenestemandsreformen i 1969, hvor datidens kvindefag, eksempelvis dagplejere, blev lønindplaceret lavt, fordi kvindernes løn blev regnet som en bi-indtægt i familierne. Senere kvindefag som SOSU-faggrupperne blev så indplaceret på det niveau.
– Folketinget er nødt til at løse det her ved siden af og fylde det løngab op; det er for stort til, at det almindelige overenskomstsystem kan løse ligelønsproblemet, vurderer Jakob Bang.
