Husk budgetforligene ved lokalvalgene
Der er kommunal- og regionsvalg til november, og når FOA Århus-medlemmerne skal sætte deres kryds, kan de få inspiration, hvis de mindes de budgetforlig, som i 2020 blev indgået i Aarhus, Odder og Samsø kommuner samt i Region Midtjylland.
Overordnet så det ret fornuftigt ud.
I Odder Kommune droppede et politisk flertal de såkaldte ”hverdagseffektiviseringer”, hvor uspecificerede procentbesparelser skal frigøre penge, som politikerne så kan prioritere et andet sted. I Århus halverede budgettet den type procentbesparelse, som samtidig tog navneforandring fra ”finansieringsbidrag” til ”fællesbidrag”.
Jeg synes, at det er en positiv udvikling, når politikerne på den måde ikke kun tager ansvar for at bruge penge, men også for at finde dem.
I Aarhus Kommune fandt politikerne blandt andet penge ved at lave en mindre skattestigning. Kommunen har stadig en lav skatteprocent sammenlignet med mange andre kommuner, og de fleste vil nok godt betale lidt mere, hvis de får en bedre velfærd.
Bedre normeringer
I både Århus og Odder indeholdt forligene penge til bedre normeringer på børneområdet og også flere penge, end finansloven øremærkede til, at kommunerne kunne påbegynde minimumsnormeringer, ligesom både Aarhus, Odder og Samsø kommuner prioriterede ældreområdet. I Region Midtjylland indeholdt budgettet flere penge til AUH på både det somatiske område og i psykiatrien.
Samlet set var budgetforligene et skridt i den rigtige retning, men velfærdsområderne har længe været voldsomt økonomisk pressede, og hverken kommunerne eller regionen er i mål, når det handler om at genoprette velfærden.
Bevægelsens retning er imidlertid værd at huske på, når krydset skal sættes til november. Hvem ønskede at prioritere velfærdsforbedringer, og hvem var mere fodslæbende? Og hvem er parat til at gøre mere?
Det, synes jeg, skal være afgørende den 16. november.