






Reportage fra hjemmeplejen: Vi har altid travlt
Social- og sundhedshjælper Conny Andresen har en travl arbejdsdag, og hun håber meget på, at regeringen vil ændre på de forhold, der er i hjemmeplejen.
Det er en ganske almindelig torsdag morgen lige efter sommerferien i slutningen af august. Klokken er 7.08, da Conny Andresen energisk springer ud af sin bil med et højt og tydeligt godmorgen. Vi er ved hendes første borger på dagens tur, og hun har travlt.
– Ja, jeg har fået lidt bedre tid i dag, fordi de godt ved, at du skal med rundt på min tur, fortæller hun, mens hun samtidig lader forstå, at der stadig er travlt. Man ved jo aldrig, hvordan trafikken er, hvor meget der skal dokumenteres og hvordan borgerne har det.
Conny får hurtigt en mikrofon på, så der også kan laves lidt video, og så haster hun ind ad opgangen i boligblokken og op til den ventende borger. Dagen er i gang.
Knap tyve minutter senere kommer hun ud igen. Samme tempo – samme energi – og Conny er effektiv. Hun finder hurtigt sin tablet frem, der skal nemlig dokumenteres, eller mere korrekt, borgeren skal swipes af, som det hedder.
– Hver gang man har været hos en borger, så skal jeg trykke ind på vedkommende og lige swipe dem som dokumentation for, at jeg har været på besøg. Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor de ikke bare kan stole på os, men det kan de ikke, så det skal man huske, fortæller hun.
Hør Conny Andresens reaktion på den nye politik
I det nye såkaldte forståelses-papir, som regeringen har lavet sammen med Enhedslisten, SF og de Radikale står der blandt andet at en ny regering vil: “Øge værdigheden i ældreplejen. Med det mål at give de ældre mest mulig selvbestemmelse og værdighed igangsættes et arbejde, der skal reducere unødvendige dokumentationskrav, kontrol og minuttyranni i ældreplejen og dermed frigøre tid til arbejdet med den enkelte ældre.”
En assistents hverdag i hjemmeplejen
Denne video har tidligere været vist på både Facebook og vores hjemmeside. Den er produceret i 2018 for at vise, hvilke forhold som social- og sundhedsassistenter i hjemmeplejen ofte arbejder under. Køreplanen er ikke social- og sundhedshjælper Conny Andresens, men er lavet ud fra samtaler med flere medlemmer, der har fortalt om arbejdsforhold og arbejdsmiljø, som ofte er meget problematiske.
Ingen køretid
Bilen bliver startet og næste stop er knap fem minutters kørsel, men der er sjældent indlagt køretid til at komme til næste borger, og Conny Andresen spørger i sjov, “om de har tænkt sig, at jeg skal flyve”.
– Det er lidt forskelligt, hvor travlt jeg har. Nogle gange går det ok, men andre gange er der bare travlt og rigtig meget trafik. Man må jo ikke køre over for rødt, og færdselsreglerne skal jo overholdes, og så er der kun et sted at indhente tiden, nemlig hos borgerne, siger hun med et ikke helt tilfredst udtryk i ansigtet.
Samtidig tilføjer hun, at det ikke er hver dag, hun har så travlt, men at der konsekvent næsten aldrig er køretid lagt ind, og hvis der er, så er det maksimalt et til to minutter.
Hun husker, at det var anderledes for nogle år siden. Der var der altid lagt fem minutter ind, uanset hvor langt man skulle køre, og så kunne nogle ture på to minutter opveje for dem, der tog længere tid. Men sådan er det ikke mere, og lige nu forventer hun ikke, at det kommer til at forandre sig foreløbigt.
Se video-reportage fra en af Conny Andresens almindelige arbejdsdage
Ingen tid til dokumentation
Efter en del røde lys og kørsel på danske veje med hastighedsbegrænsninger er Conny Andresen nået frem til næste borger. Hun hopper hurtigt ud af bilen, får fat på nogle nødvendige hjælpemidler og går med raskt tempo ind. Af en ukendt grund er borgeren ikke hjemme, og derfor kommer hun hurtigt ud igen. Hun finder tabletten frem, swiper besøget ind og forklarer, at hun skal dokumentere yderligere.
– Der skal altid dokumenteres, hvis det er nødvendigt, og det er det ofte. Det kan være, at borgeren af en eller anden grund ikke har det så godt, og så skal det naturligvis overleveres til eksempelvis en sygeplejerske eller en ergoterapeut. Men vi har ikke nogen tid til det. Der er simpelthen ikke lagt tid til dokumentation ind i min arbejdsdag, og så gør jeg det ofte efter arbejde, for det skal jo gøres. Det kan ikke vente til i morgen. Vi har råbt op om det i lang tid, men der er endnu ikke sket nogle forandringer, fortæller Conny Andresen.
Hun forklarer også, at assistenterne i modsætning til hjælperne kan have halv til en hel time hver dag til at dokumentere, men at de også har større behov for det. Assistenterne skal nemlig dokumentere medicin m.m., og det er mere tidskrævende.
Næste stop ligger omkring 12 minutters kørsel væk. Døren bliver lukket og turen går videre.
Der er altid travlt. Enten med dokumentation eller kørsel, og der er ofte tæt trafik om morgenen gennem Århus.




Medarbejdere og elever flygter – men Conny bliver
Undervejs fortæller Conny Andresen, at hun elsker sit arbejde. Og at hun kun har fire timers arbejde om dagen, fordi hun er på flexjob. Og at det nok er derfor, hun kan klare den stressende arbejdsdag.
– Jeg har været i faget i 30 år, og jeg ved, at jeg er kommet på den rigtige hylde. Men jeg har været i flexjob i fem år, og jeg er her kun halv tid i forhold til de fuldtidsansatte. Derfor kan jeg klare det, for jeg ved, at jeg kan tage hjem og få en kop kaffe tidligt. Men jeg ved også, at mange af mine kollegaer har stress og er trætte af deres arbejdsmiljø og arbejdsforhold, og rigtig mange af de elever vi har, vender aldrig tilbage, fordi de er blevet skræmt, og det er et stort problem, når det i forvejen er så svært at rekruttere nye medarbejdere, siger hun.
Regeringens forståelsespapir
I det nye såkaldte forståelses-papir, som regeringen har lavet sammen med Enhedslisten, SF og de Radikale står der blandt andet at en ny regering vil: “Øge værdigheden i ældreplejen. Med det mål at give de ældre mest mulig selvbestemmelse og værdighed igangsættes et arbejde, der skal reducere unødvendige dokumentationskrav, kontrol og minuttyranni i ældreplejen og dermed frigøre tid til arbejdet med den enkelte ældre.”
Håber regeringen lever op til løfter
Conny Andresen bliver ikke rigtig imponeret, da jeg viser hende regeringens nye forståelsespapir, men hun udtrykker forsigtig optimisme og håb for fremtiden i hjemmeplejen og på andre områder.
– Det er jo ikke kun i hjemmeplejen, der er problemer. Det er overalt på alle velfærdsområder. Sundhedssektoren og børneområdet er jo også voldsomt pressede, siger hun og forsætter. – Det lyder godt, men jeg synes også, at de skulle fokusere noget mere på os medarbejdere, så der var tid til at hjælpe de mange borgere.
Der mangler stadig nogle få besøg, men egentlig har det været en kort dag for hende. Sådan er det bestemt bare ikke altid, nogle dage er der langt flere borgere på kørelisten.
– Jeg har da prøvet at være op på 11-12 besøg bare på fire timer. Det er meget – det er rigtig meget, så er der eddermame fut under fødderne.
Bilen standser ved sidste borger, og her til sidst har Conny Andresen god tid. Derfor varer det lidt, inden hun igen kommer ud, og efter swipe og lidt dokumentation kører vi tilbage til udgangspunktet. Dagen er overstået, klokken er 11.00 og om lidt begynder endnu en arbejdsdag med masser af borgere, hvor der formodentlig ikke er ordentlig tid til hverken kørsel eller dokumentation.