Jul på Bjerggården
Foto og video: Peter Justesen
Den årlige julefrokost samler beboerne på det århusianske plejehjem Bjerggården.
Sild og karrysalat. Flæskesteg og rødkål. Æbleflæsk. Æg. Risalamande. Sodavand, øl og snaps. Kaffe og chokolader. Alt sammen serveret i et julepyntet lokale, mens den dæmpede julemusik spiller i baggrunden. Sådan er rammerne om årets julefrokost på Bjerggården – et plejehjem i Århus.
– Det er er rart at gøre noget sammen – at beboerne har en god dag. Det er godt, at der sker noget anderledes, siger social- og sundhedsassistent Hanne Nichol.
Der er 30 beboere i plejehjemmets 28 boliger, som huser 26 enlige og to ægtepar. Boliger er fordelt på flere etager, hvor mange af hverdagens aktiviteter foregår. Julefrokosten samler beboerne på tværs af etagerne, og det giver dem mulighed for nye bekendtskaber.
– Blandt personalet holder vi øje med, om nogle beboere taler særlig godt sammen. For så kan vi jo foreslå, at de mødes en anden gang, forklarer Hanne Nichol.
En stor del af Bjerggårdens beboere er mennesker med demens. Langt de fleste beboere deltager i festen, men enkelte har ikke ønsket det.
På Bjerggården er julefrokosten en prioriteret aktivitet, hvor der er mere personale til stede, end der er i hverdagen.
– Vi er opmærksomme på, om det hele bliver for meget nogle beboere, og så kan vi hjælpe dem hjem i deres boliger, forklarer Hanne Nichol.
En ældre dame falder eksempelvis i søvn, kort efter årets julefrokost begynder kl. 12, og personalet tilbyder at hjælpe hende hjem i kørestolen. Andre steder ved det store julefrokostbord er snakken livlig.
Social- og sundhedsassistenten fortæller, at det ikke er alle beboerne, som kan tåle alkohol, og at der også er alkoholfrie øl til frokosten. Heller ikke alle beboerne kan tygge maden, som derfor også findes i bløde purerede versioner. Det er forskelligt, hvad beboerne kan. Nogle har været med til at pynte julebordet.










Juleaktiviteter
Bjerggården har andre juleaktiviteter end julefrokosten. Beboere har lavet juledekorationer, været til julekoncert i Tivoli Friheden og til Adventsgudstjeneste i Christianskirken. Juleaften fejrer nogle bebeboere med familien, men mange er på Bjerggården juleaften, hvor den traditionelle julemiddag bliver serveret klokken 12, hvor flest mulige kan være med.
– Det er vigtigt at holde fast i julens traditioner, så beboerne oplever, at livet går videre, når man flytter på plejehjem. Derfor tager vi initiativ til meget af det, beboerne tidligere selv gjorde, forklarer Bjerggårdens forstander Jacob Nielsen.
Mennesker med demens kan have svært ved at fortælle om deres forhold til julen, og derfor får plejehjemmet ofte oplysningerne fra de pårørende.
– På den måde kan vi få deres livshistorier, fortæller Jacob Nielsen.
Nytårsaftensdag bliver den store middag også serveret klokken 12, mens plejehjemmet serverer noget tapaslignende om aftenen.
– Så der er en stemning af noget ekstraordinært, siger forstanderen.
Han fortæller, at plejehjemmet også en gang hver måned ønsker at skabe den stemning omkring maden. Her er der er kræset ekstra, og der er også ekstra personale ved den månedlige festmiddag. Og op til fødselsdage bliver beboerne spurgt, hvad de kunne tænke sigt at spise på deres fødselsdag.





Trods Corona
Katja Rasmussen er ufaglært og fastansat på Bjerggården. Hun er glad for, at årets julefrokost er blevet til noget.
– Det er fantastisk, at det stadig kan lade sig gøre trods Corona. Beboerne oplever, at der sker noget, og det er hyggeligt – også for os personale, siger hun.
Julefrokosten står i aktivitetskalenderen, og om morgenen har personalet mindet beboerne om, at det er i dag, at der er julefrokost.
– Det er mit indtryk, at juletiden betyder meget for beboerne – det er noget særligt, vurderer Katja Rasmussen, som fortæller, hvordan beboerne får en gave hver fra plejehjemmet, når de mødes juleaftensdag.
– Og når vi har juleaktiviteter, så går snakken jo om, hvordan det nu var med julen hjemme hos dem, fortæller hun.
"Julefrokosten er med til at samle beboerne, som jo ellers bor på forskellige etager"
Jørgen Bremer, frivillig, Bjerggården
Samler beboerne
Jørgen Bremer har været frivillig på Bjerggården i ti år. De første år var hans mor på plejehjemmet, og da sad han også i pårørenderådet.
– Og senere blev jeg bare hængende, siger han med et smil.
Igennem alle årene har Jørgen Bremer deltaget i den årlige julefrokost, og det er tydeligt, at han kender beboerne godt. Han er pensionist, udlært sygehjælper og kommer dagligt på Bjerggården, hvor han for eksempel arrangerer bankospil. Han synes, at julefrosten er vigtig.
– Julefrokosten er med til at samle beboerne, som jo ellers bor på forskellige etager, forklarer han.