Faggruppeportræt:

På Tunøfærgen er vi fleksible

Foto, video og tekst: Peter Justesen

I vinterperioden er der kun tre medarbejdere til at sejle færgen mellem Hou og Tunø, og derfor er det vigtigt, at alle kan hjælpe til på mange områder.

Det er tidlig morgen kl. 6.45 på Hou Havn. Vintermørket har stadig ikke sluppet sit tag i natten, og maskinist Jan Helweg er i gang med forberedelserne til dagens første tur.

Han har startet generatorerne og hovedmotorerne i maskinrummet, og mens de varmer op, dirigerer Jan Helweg turens eneste bil ombord. I bilen sidder to tømrere, der skal en tur over på øen for at skifte nogle vinduespartier, de har med på en trailer. Der er også to gående passagerer, så dagens første tur har i alt fire passagerer og en bil med trailer.

Når den lille færge sejler efter vinterplan, er de kun tre kolleger på arbejde ad gangen, og derfor har hver medarbejder mange forskellige arbejdsområder.

– Vi kan sejle med op til 103 passagerer, når vi er tre på arbejde. I sommerperioden er vi fire på arbejde, og der må der være op til 196 passsagerer på færgen, fordi man så også kan sidde på soldækket, fortæller han.

I sommerperioden er der ofte fyldt med turister på den lille færge, men i vinterperioden er der ikke mange passagerer – hverken til eller fra øen, der officielt har 89 beboere.

Med så få kolleger er der mange forskellige og samtidig ens opgaver hver dag, fortæller Jan Helweg, der er ansat som maskinist.

– Jeg har det daglige tilsyn med alt det, der kører rundt. Men jeg har også ansvaret for det, der foregår på vogndækket med biler og gods. Jeg sørger for fortøjninger, landstrøm, vand til skibet, og jeg tømmer septiktank ved vores landanlæg i Hou. Så det er et job med mange forskellige funktioner, fortæller han.

Jan Helweg kører en bagagepalle med en enkelt taske ind på færgen, løsner fortøjningerne, og så er der afgang mod Tunø.

Efterfølgende tjekker han maskinerne i “kælderen”, som de kalder det nederste dæk på færgen, hvor motorerne og generatorerne befinder sig. Alt er i orden, og så er der tid til en snak og en kop kaffe med kollegerne på broen, hvor dagslyset stadig venter på sig.

Kom en tur med i maskinrummet sammen med Jan Helweg på Tunøfærgen

En dejlig arbejdsplads

Jan Helveg er oprindeligt uddannet mekaniker og har senere uddannet sig som maskinist. Han har arbejdet på færgen i godt 10 år, og er glad for arbejdet og kollegerne.

– Det er en dejlig arbejdsplads, og jeg vil helst ikke bytte med noget andet. Vi er et lille hyggeligt team, og vi får selv hverdagen til at hænge sammen. Jeg har før været på en stor arbejdsplads, og det er noget helt andet end det her, fortæller han og fortsætter. – Vi skal jo kunne med hinanden ombord, og det kan vi også.

Kl. ca. 08.00 ankommer færgen planmæssigt i dagslys. Jan Helweg trækker fortøjningerne ind fra kajen, surrer dem fast i færgen, åbner bovporten og sørger for, at passagererne kommer fra borde. På land er der en analog mandeliste i form af en gammeldags tavle i et skab. Her skriver han antallet af passagerer og besætningsmedlemmer ind for den kommende tur. En sikkerhedsforanstaltning, så de oplysninger også er tilgængelige på Tunø, hvis, som han siger, der skulle ske noget.

"Det er en dejlig arbejdsplads. Jeg vil helst ikke bytte med noget andet"

Mange forskellige opgaver

Udover ham selv som maskinist, er der en skipper og en styrmand. De har også mange forskellige opgaver udover de mest indlysende. Eksempelvis er det styrmanden, der tjekker billetter, og skipper hjælper til med blandt andet rengøring.

Men alle hjælper også til med vedligeholdelse, og det sker når færgen ligger i havn mellem afgange. Der er også en del sikkerhedssystemer, eksempelvis pulverslukkere og brandvandspumper, der skal vedligeholdes, der er øvelser af forskellige slags, og der er, som Jan Helweg fortæller, rigeligt at lave.

– I dag er det en lang dag, hvor vi sejler afsted mod Tunø kl. 7 og først afmønstrer efter sidste færgeankomst ca. 18.30. Men fra 10.30 til 16.00 ligger færgen i havn, og så går vi i gang med at ordne alle de ting, der er på listen. Vi er meget selvhjulpne og skal kunne mange ting, fordi vi jo grundlæggende skal kunne klare det hele, når vi er på vandet. Der kommer ikke lige nogen forbi og hjælper, forklarer han.

På Tunø er der ikke meget liv på havnen. Den er, i modsætning til i sommerperioden – næsten tømt for både, og der er ingen mennesker udover en enkelt øboer, der møder op med håb om en pakke, men der er ikke noget med til ham i dag. Jan Helweg er på fornavn med manden, og  besætningen kender de fleste beboere på den lille ø.

– Vi kender stort set alle på øen. Vi er lidt en livsnerve til fastlandet, og da vi kun er syv fastansatte og tre afløsere, så ser vi ofte beboerne, fortæller han.

Skiftende vagtplaner

Kl. 9.30 er der retursejlads til Hou. Denne gang med seks passagerer og to biler. Undervejs må Jan Helweg fikse en kaffeautomat, så kunderne kan få varm kaffe. Ankomst regelmæssigt til Hou. Pause og tid til vedligeholdelse før endnu en tur/retur til Tunø. Sådan er det hver dag, men det er meget forskelligt, hvornår de ansatte er på arbejde. Der er nemlig ikke en bestemt turnus. Ind i mellem er de på arbejde i to, tre eller helt op til fem dage i træk.

– Vores vagtplaner er ikke regelmæssige, men jeg har det rigtig fint med det, fordi jeg ikke har nogle hjemmeboende børn, og der er heller ikke nogen af mine kolleger, der har hjemmeboende børn, så det fungerer fint for os, slutter han.

Formanden har ordet: Der er råd til velfærd

Aarhus Kommune må ikke bruge sine egne penge

Jul på Naturcenter Tranbjerg

Faggruppeportræt: På Tunøfærgen er vi fleksible

Se nye forårsarrangementer hos FOA Århus

Oversigt alle fagblade

Hvis du har en god historie, så skriv en kort meddelelse til os. Send gerne dit telefonnummer, så kan vi hurtigere kontakte dig.

Kolofon:

Ansvarshavende redaktør:
Mette Fuglsig Schjødt, formand, FOA Århus
Email: mefu@foa.dk
Telefon: 4697 3212
Mobil: 2968 4111

Opsætning og drift af fagbladet-foa-aarhus.dk
Peter Justesen
Email: peju@foa.dk
Telefon: 4697 3234
Mobil: 2622 3846

Meld en kollega ind - og få et gavekort

Forhandlingerne om overenskomsten nærmer sig. Dem, der er medlem senest 1. februar 2024, er sikret penge, hvis det ender med strejke eller lockout.

Du er godt på vej mod et gavekort på 300 kroner, når du anbefaler en kollega et medlemskab af FOA.

Sådan bliver din kollega medlem

Lad din kollega melde sig ind online eller bestil et opkald til vedkommende. I begge tilfælde skal dine kontaktinfo oplyses for at du – som anbefaler – kan få et gavekort.

Formanden har ordet: Generalforsamlingsgaranti
Ny struktur i Sundhed- og Omsorg kan give problemer
Vi stod sammen som TR-gruppe
Tillidsrepræsentanter på tværs
Se dagsorden til generalforsamling i april her
Oversigt alle fagblade