Vi har et godt samarbejde
Pædagogisk assistent Simon Buje har arbejdet på specialskolen Stensagerskolen i 19 år, og det er han glad for. Han tænker faktisk ikke, at han nogensinde skal skifte arbejde.
Simon Bujes hverdag er meget praktisk orienteret. Han arbejder som pædagogisk assistent på Stensagerskolen, der er en specialskole for elever med psykisk og fysisk nedsatte funktionsevner i forskellige grader. Lige nu arbejder Simon Buje i M1 og M2, der er klasser med 7-9 elever, der alle er multihandicappede.
– Vi lærer dem ikke at skrive og læse. Det er på et andet niveau, hvor selv små ting i daglig kommunikation kan være et mål. Eksempelvis har vi nogle store trykkontakter, der kan aktivere lyd, video eller lys. Dem får vi så eleverne til at trykke på med eksempelvis hagen, hvis de ikke kan bruge deres arme, forklarer han og fortsætter: Vi har også lært en elev at kigge til venstre, hvis hun mener nej og til højre, hvis hun mener ja. Så det er meget basale hverdagsting, forklarer han.
Arbejdspres
Simon Buje har arbejdet på Stensagerskolen siden 2003, hvor han flyttede fra Ribe til Aarhus. I begyndelsen som tilkaldevikar, siden som pædagogmedhjælper indtil han i 2005 blev uddannet som pædagogisk assistent. Han har været flere steder på skolen, og indtil for tre år siden arbejdede han i syv år i det såkaldte A-hus med elever, der ikke sad i kørestol. De var til gengæld meget mere udadreagerende, og selvom han dengang ikke kunne se sig selv arbejde med de multihandicappede, så er han glad for skiftet.
– Det var lidt en hovsaløsning, at jeg kom ind i M1 og M2. Jeg var i en klasse, der skulle sammenlægges med andre, og derfor skiftede jeg, men jeg er glad for det i dag. Tidligere var jeg ofte udsat for spyt i hovedet, slag og andre former for vold, og selv om man slår det hen, så kan det sagtens sætte sig, fortæller han og tilføjer, at der for medarbejdernes skyld er langt mere fokus på at registrere hændelser i dag, end der var tidligere.
TR-arbejde
Hver torsdag bruger Simon Buje sin tid som tillidsrepræsentant for 67 pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter. I alt er der omkring 255 medarbejdere, så hans gruppe er forholdsvis stor. Nogle torsdage er der møder hele dagen, andre dage er det papirarbejde, telefonsamtaler m.m., men alt i alt er Simon Buje godt tilfreds med sin rolle som TR, selvom han siger, at der stadig er meget at lære.
– Jeg har kun være TR i tre år, så jeg trækker stadig meget på den tidligere TR, der nu er suppleant, fortæller han.
Samarbejde er vigtigt
Det bedste ved arbejdet er i følge Simon Buje flere ting. Først og fremmest er det vigtigste samarbejdet med den gruppe, man arbejder sammen med. Der er, udover pædagogmedhjælpere og assistenter, lærere, pædagoger, fysioterapeuter, talepædagoger m.m. Hans egen gruppe består af seks kolleger, som han sammen planlægger alle akitviteter med.
– Vi har i hverdagen meget stort samarbejde med fysioterapeuterne, der hjælper os med rigtig mange ting. Så har vi fast en gang om måneden musikterapeuter, der kommer og spiller og laver aktiviteter, men i mit faste team er vi enige om det, vi skal gøre, og det er vigtigt, siger han.
Simon Buje sætter også stor pris på fleksibiliteten i arbejdet. Han planlægger nemlig sammen med sine kolleger, hvornår han skal arbejde, og der kan de tage hensyn til hinandens behov.
– Jeg har jo TR-arbejde hver torsdag, så der bliver jeg ikke vagtsat, og to gange om ugen kan jeg møde kl. 9.00. Så har jeg eksempelvis tid til selv at aflevere min søn, og det sætter jeg stor pris på. At det ikke er 8-16 hver dag, fortæller han.
– Lønnen er også bedre her end eksempelvis i børnehaver på grund af de mange tillæg. Til gengæld er det også i perioder hårdere, fordi vi i højere grad er udsat for psykiske og fysiske belastninger.
Bliver her for evigt
Simon Buje fylder 40 år næste gang, men han har indtil videre ikke nogen planer om at skifte arbejde, selv om han har overvejet andet arbejde.
– Jeg skulle på et højskole-forløb, og jeg havde en ide om, at jeg skulle finde et nyt arbejde bagefter, men dagen efter opholdet fortrød jeg beslutningen, og så ringede jeg og hørte, om der var arbejde – og det var der, griner han og tilføjer, at det måske bliver for evigt.
