Derfor får du lønstigninger i procent
Procentvise lønstigninger kom til at dominere på det offentlige arbejdsmarked, da arbejdsmarkedspensionerne blev indført i 1989, forklarer arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen.
Op til de sidste mange overenskomstforhandlinger har FOA argumenteret for, at lønstigninger på det offentlige arbejdsmarked bør gives i kroner og ikke i procent. FOA’s hovedargument har været, at når alle faggrupper år efter år får samme lønstigning i procent, så vil lønforskellene mellem høj- og lavtlønnede helt automatisk vokse over tid. Mens forskellene omvendt igen vil mindskes, hvis alle får samme stigning i kroner.
Ændring i 1989
Arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen fortæller, at lønstigninger i procent blev et dominerende princip, da de offentligt ansatte forhandlede overenskomster i 1989. Ved de foregående overenskomstforhandlinger i 1987 var en tredjedel af lønstigningerne blevet givet i kroner, mens to tredjedel blev givet i procent.
– I 1989 indførte den ny overenskomst arbejdsmarkedspensioner for de grupper, der ikke havde pension i forvejen. Og det var især lavtlønnede, der fik gavn af det, fordi de mellem- og højtlønnede enten fik tjenestemandspensioner eller havde pensionsordninger gennem deres overenskomster, forklarer Jørgen Steen Madsen.
Blandt de faglige organisationer lød argumentet, at arbejdsmarkedspensionerne gav de lavtlønnede en ekstra del af overenskomstpengene, og at resten af pengene derfor skulle fordeles i procent.
Ved den offentlige overenskomstforhandling i 2015 blev lønstigningerne aftalt i procenter. Frem til oktober 2017 var den samlede procentvise stigning på 5,13 procent ekstra til hver kommunalt ansat.
Det betød at forvaltningschefens løn fra oktober 2014 frem til oktober 2017 steg med 53.940 kroner. Til sammenligning steg pædagogmedhjælpernes løn med 14.276 kroner på de tre år. Over tre gange så lidt. Var de 5,13 procent i stedet fordelt lige i kroner og øre, ville hver kommunalt ansat på fuldtid have fået en lønstigning på 18.927 kroner i løbet af de tre år. Det viser en analyse, som FOA har lavet på baggrund af gennemsnitsløn fra KRL ud fra overenskomstansattes nettoløn uden pension, feriegodtgørelse mm. Pædagogmedhjælperen ville altså få godt 4.000 kroner mere ved en lønstigning i kroner og øre. Også social- og sundhedshjælperen og dagplejeren ville få flere kroner og øre ud af det. Derimod ville forvaltningschefen skulle give afkald på mange penge, mere præcist 35.643 kr. over tre år.
De efterfølgende overenskomster afsatte flere penge til arbejdsmarkedspensionerne, og lønstigningerne blev så også stadig givet i procent. Omkring årtusindskiftet var arbejdsmarkedspensionerne så udbyggede, at deres udvikling ikke længere skaffede de lavtlønnede nogen særlige fordele. Men lønstigningerne blev – og bliver – fortsat givet i procent.
– Hvis der skal ske ændringer, så skal organisationerne indgå et kompromis og blive enige. For flere faglige organisationer har i tidens løb forsøgt at gå enegang, men de har aldrig rigtig fået noget ud af det. Spørgsmålet om kroner eller procenter er først og fremmest et spørgsmål, som skal afklares internt blandt de faglige organisationer, og så skal afklaringen nok også slå igennem hos arbejdsgiverne, vurderer Jørgen Steen Madsen.
Hvordan undgå større lønforskelle?
Men hvordan skal de lavtlønnedes forbund, som FOA, komme igennem med ændringer, som forhindrer, at lønforskellene vokser?
Jørgen Steen Madsen er umiddelbart skeptisk overfor en tilbagevenden til 1987-modellen, hvor noget af lønstigningen blev givet i kroner og noget i procenter.
– Så tror jeg mere på, at man måske kan bygge videre på modellen fra overenskomsten i 2018, hvor der blev afsat puljer til forskellige formål, som ofte kom lavtlønnede til gode, siger han.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 fik de offentligt ansatte samlet set lønstigninger på godt otte procent. Det var dog kun godt seks procentpoint, der bliver givet som lønstigninger til alle. De sidste to procentpoint bliver brugt på forskellige puljer, som for eksempel rekrutteringspuljen, der blandt går til social- og sundhedspersonale, en ligelønspulje og en lavtlønspulje.
– Og så kunne FOA jo arbejde på, at de puljer bliver større, som især kommer lavtlønnede til gode, siger Jørgen Steen Madsen, som vurderer, at FOA har gode muligheder for at indgå alliancer; for eksempel når det gælder ligeløn.
Om Jørgen Steen Madsen
Er arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus ved FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, Københavns Universitet.
I 1999 var Jørgen Steen Madsen med til at stifte centeret.
Han har sammen med Jesper Jørgen Due skrevet et fire binds værk på ca. 2200 sider, der handler om det offentlige aftalesystems historie, og som udkommer i april 2020.
