FOA koret: Et socialt åndehul
En gang om ugen mødes FOA-koret og synger løs af den danske sangskat. Det giver nemlig glæde at synge sammen, men de omkring 20 medlemmer gør det også for at hygge sig.
”Sensommervise” af Finn Jørgensen, ”Joanna” af Kim Larsen og ”Lev dit liv mens du har det” af Tørfisk. FOA-korets repertoire spænder vidt, og det er tydeligt, at der er masser af glæde ved at synge sammen, når medlemmerne samles i en halvcirkel rundt om flyglet med korleder Lisbeth Frandsen ved tangenterne.
– Vi prøver bare at have det sjovt, men vi forsøger selvfølgelig også at lære noget, så vi kan komme ud og holde koncerter, fortæller hun.
FOA-koret har eksisteret siden 1994, og flere af medlemmerne har været med i mange år. En af dem er Susanne Vilhelmsen, der nyder at være sammen med koret og i øvrigt synger alle steder, hun kan komme afsted med.
– Altså, det der med at synge sammen, giver en enorm glæde. Man kunne mærke det under corona, at folk savnede det, og det er jo virkelig kommet op i tiden at synge sammen. Jeg glæder mig virkelig til hver eneste onsdag, hvor vi skal synge og alle de sang-arrangementer, jeg overhovedet kan komme til, dyrker jeg rigtig meget. Og jeg kan godt finde på at gå i kirke, bare for at få lov til synge, fortæller Susanne Vilhelmsen.
Der er flere, der går til store arrangementer med fællessang, og ofte er der også nogle, der sammen tager i kirke for at synge.
”Sensommervise” af Finn Jørgensen, ”Joanna” af Kim Larsen og ”Lev dit liv mens du har det” af Tørfisk. FOA-korets repertoire spænder vidt.
Det sociale fylder meget
Koret øver hver onsdag på Lokalcenter Rosenvang fra 19-21.00, og der er altid en kaffepause, hvor der bliver snakket rundt om ved bordene, og det er en vigtig del af det hele, konstaterer flere af medlemmerne.
– Det er jo bare livsglæde, det er sammenvær, det er hyggge, og vi har det bare godt. Og så har vi en dygtig korleder, der er meget tålmodig med os, fortæller Bente Pedersen, der selv har været med i 28 år siden begyndelsen.
Koret holder også forskellige arrangementer hvert år, blandt andet julefrokoster, og sådan har det været alle år siden starten i 1994.
– Vi holder altid julefrokost den anden onsdag i december, og når vi slutter af, så er det altid første onsdag i maj, som en slags sommerafslutning. Ind i mellem er vi nogle, der mødes privat, men det er ikke organiseret. Men det betyder alt, at vi kan sidde sammen i pausen og tale sammen, det er meget vigtigt. Vi er et meget snakkende kor, vi har åbenbart en god kemi og er glade for hinanden, og Lisbeth har ind i mellem svært ved at holde styr på os, griner Bente Pedersen.
Koret har en kontingentkasse til sociale arrangementer, og har blandt andet været på hyttetur, natteløb, på museumsbesøg. Desuden holder de altid julefrokost og sommerafslutning.









Mangler medlemmer – især mænd er velkomne
Korleder Lisbeth Frandsen har stået i spidsen for FOA-koret siden 2003, og hun nyder at være en del af det. Hendes baggrund er en musikuddannelse fra Aarhus Universitet, og hun fortæller, at det altid har været sang og korledelse, der har haft hendes interesse. Udover FOA-koret, er hun også korleder for to andre kor, og hun har et sanghold på FOF, og synger også som kirkesanger i Mårslet Kirke.
– Jeg kan godt lide at arbejde med kor, og jeg synes, det er en hyggelig atmosfære. Vi har det bare sjovt og hyggeligt, fortæller hun og efterlyser samtidig flere medlemmer – og mænd er meget velkomne.
– Lige nu har vi kun en mand i koret, så det ville være dejligt, hvis der er nogle flere, der har lyst. Repertoiret vil ikke være anderledes, men det kommer til at lyde meget anderledes, fordi der kommer den her tredje stemme på, siger hun og tilføjer, at alle er velkomne.
– Vi synger, det vi kan, og går til den på en måde, så det bare er sjovt.
Koret består lige nu af 18 kvinder og en mand, og hvis man har lyst, er det nemt at komme med. Der er nemlig ingen krav til hverken nodekendskab eller tidligere erfaringer med korsang.
"Når det ikke lige er jul, så synger vi mange forskellige typer musik. Det er sange fra Højskolesangbogen, gamle slagere, ikke særlig meget klassisk musik, men vi har da lidt."
Optræder et par gange om året
Lige nu øver koret på at optræde sidst i november, det bliver traditionel julemusik, da det er på et plejehjem og det er dejligt at komme ud, fortæller korleder Lisbeth Frandsen.
– Når det ikke lige er jul, så synger vi mange forskellige typer musik. Det er sange fra Højskolesangbogen, gamle slagere, ikke særlig meget klassisk musik, men vi har da lidt. Men det er et meget bredt repertoire, vi har, fortæller hun.
Koret optræder et par gange om året, primært på plejehjem, men har gennem årene afholdt mange forskellige typer koncerter, og koret øver lige nu til en julekoncert på Plejehjemmet Egely i Holme.