Jeg er der for patienterne
Artikel: Anders Schou-Hedegaard Foto: Peter Justesen
Social- og sundhedsassistent Jane Christensen har oplevet store forandringer i de 50 år, hvor hun har arbejdet som nattevagt på infektionsmedicinsk afdeling.
I 1973 blev Jane Christensen ansat på en af Marselisborg Hospitals infektionsmedicinske afdelinger som sygehjælper. I 2005 blev hun social- og sundhedsassistent og flyttede med, da de århusianske hospitaler blev samlet som Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Jane Christensen kunne for nylig fejre 50-års jubilæum og 1. december 2023 går hun på pension som 70-årig. Social- og sundhedsassistenten har oplevet store forandringer gennem de mange år.
– En af de største forskelle er, at patienterne også modtager behandlinger om natten. Tidligere skete det sjældent, og i dag er det slet ikke ualmindeligt – behandlinger kan ske alle døgnets 24 timer, fortæller Jane Christensen.
Behandlingerne kan være akutte, men også planlagte behandlinger, der er blevet forsinkede. På Marselisborg Hospital var der i perioder ikke engang portører eller servicepersonale om natten.
– Hvis en patient faldt ud sengen, måtte vi nogle gange have hjælp fra Falck, husker hun.
Forandringen betyder meget for, hvad Jane Christensen konkret laver i en nattevagt. Tidligere brugte hun mere tid på udpakning og opfyldning af varer, som stadig er en opgave, men i dag fylder patientkontakten mere. Social- og sundhedsassistenten arbejder selvstændigt med 5-8 patienter hver nat, og hun er glad for, hvordan hendes arbejde har udviklet sig.
– Ellers havde det ikke været så spændende – jeg er der for patienterne, fastslår Jane Christensen, som også er godt tilfreds med, at hun i 2004-5 uddannede sig til social- og sundhedsassistent.
– Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden flere kompetencer; opgaverne er for komplicerede, forklarer hun.
Jane Christensen er derfor glad for de efter- og videreuddannelsesmuligheder, hun har haft som sygehjælper.
– Der vil jeg gerne give FOA et klap – og også for PC-undervisning, siger hun.
Når mørket falder på
Udover at patientbehandlingen fylder mere i en nattevagt end tidligere, så vil Jane Christensen gerne punktere den myte, at patienterne så ellers sover.
– Det gør de ikke nødvendigvis. Der sker noget for en person, når mørket faldet på. Folk får behov for at nogen vil dem, når de er bange og ængstelige, forklarer hun.
Jane Christensen mener, at hospitalsbehandlingen i dag gør mere for det hele menneske end tidligere.
– Det gjorde man bestemt ikke i gamle dage, husker hun og vurderer, at fokus dengang i højere grad var koncentreret om selve sygdommen.
Da Jane Christensen begyndte på infektionsmedicinsk afdeling, var det meget mere almindeligt, at patienterne døde om natten, end det er i dag, hvor alle patienter bliver forsøgt genoplivet, medmindre de har frabedt sig genoplivning.
– Der var ikke de behandlinger dengang. Nogle gange kan man godt have det sådan, at dengang fik en patient lov at dø – i hvert fald døde mange om natten, fortæller hun.
Hyppige ændringer
En anden stor forskel på dengang og nu er, at forandringer i dag sker langt oftere.
– Hver måned sker der noget nyt – der er hele tiden nye tiltag, så man må følge med og lære nyt, ellers bliver man hægtet af, siger Jane Christensen. Et eksempel er EPJ – den elektroniske patientjournal, hvor der hyppigt sker ændringer. Tidligere arbejdede Jane Christensen med papirjournaler, hvor systematikken år efter år var den samme:
– Dagvagten skrev altid med blåt, aftenvagten med grønt og nattevagten med rødt – jo der er sket en kæmpe udvikling, fastslår hun.
Der er også en stor forskel på Aarhus Universitetshospitals faciliteter, og dem der var på det gamle Marselisborg Hospital. På Aarhus Universitetshospital er alle funktioner samlet og patienterne bliver transporteret på hospitalets gange.
– På Marselisborg måtte patienterne udenfor, hvis de skulle over på en anden afdeling, og mange undersøgelser foregik på et helt andet hospital, husker Jane Christensen.
Altid nattevagt
Social- og sundhedsassistenten har altid arbejdet i nattevagt – og har altid været glad for det.
– Jeg er B-menneske, så det har passet mig godt. Og det har også passet godt ind i vores familieliv, siger hun og fortæller, at hun aldrig har haft gener som søvnbesvær eller problemer med at omlægge døgnrytmen, når hun havde sammenhængende fridage.
1. december går Jane Christensen på pension. Nu hvor hun er fyldt 70, vil hun ikke arbejde mere og det er der flere grunde til. Den ene er, at hun har slidgigt og fire gange har været igennem skulderoperationer.
– Og den sidste gang i foråret sagde lægen, at nu burde jeg stoppe, men jeg ville lige have jubilæet med, forklarer hun.
Samtidig er det vigtigt for Jane Christensen, at hun stopper, inden hun er alt for gammel.
– Jeg har gennem årene oplevet nogle, som burde have stoppet før. Sådan vil jeg ikke have, at kollegaerne husker mig, og til jubilæumsfesten viste de mig, at jeg heldigvis ikke er der endnu. Så 1. december er et godt tidspunkt, fastslår social- og sundhedsassistenten.
