Børneleg med begrænsninger
Coronakrisen betyder, at dagplejere og daginstitutioner skal følge skrappe retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen for at være åbne.
Birgit Elkær Hegelund, dagplejer, Odder Kommune
Alle dagplejere i Odder by modtog igen børn den 15. april. Corona-situationen betød, at det skete på nye og anderledes vilkår.
– Der skal gøres ekstra meget rent og sprittes af. Det skal ske hver dag, når børnene er gået hjem og også, når de sover til middag, fortæller Birgit Elkær Hegelund.
Normalt kan dagplejerne handle ind sammen med børnene, men corona-situationen betyder, at børnene ikke må komme med, når dagplejeren køber de varer, som skal bruges i dagplejen.
Dagplejerne skal altså bruge ekstra tid på indkøb og hygiejne, og som tillidsrepræsentant har Birgit Elkær Hegelund været med til at forhandle, hvad konsekvensen skulle være.
– Vi har nu en reduceret åbningstid, så alle har åbent fra kl. 7 til 15, siger hun.
Normalt kan dagplejerne godt have en lidt forskellig åbningstid, og selv havde Birgit Elkær Hegelund åbent fra 6.30 til 16.15, dog 16.30 om fredagen, før Corona-epidemien lukkede dagplejen.
Corona-situationen har også betydet, at forældrene afleverer og henter børnene i dagplejerens have og ikke må gå med ind. Birgit Elkær Hegelund er gæstedagplejer og har altså børn, hvis sædvanlige dagplejer for eksempel er syg, på ferie eller på kursus. Og på forhånd overvejede hun, at den nye afleveringssituation måske lettere kunne skabe utryghed, når børnene blev afleveret i gæstedagpleje.
– Men det er gået fint, og jeg tror blandt andet, det er fordi, vejret er så godt. Vi har naturligt kunnet lade døren stå åben, så en afleveringssituation alligevel har kunnet foregå nogenlunde afslappet, fortæller Birgit Elkær Hegelund.
Hun vurderer også, at det har været en fordel, at hun indtil nu kun har haft to børn, selvom om hun har plads til fire.
Det gode vejr har generelt gjort tingene lettere.
– Når vi kan være så meget ude betyder det for eksempel mindre, at jeg har måttet opdele legetøjet i små portioner, så der er mindre at gøre rent – og børnene har mindre at vælge i mellem, forklarer Birgit Elkær Hegelund.
Pædagogisk assistent Lars Erik Damborg Aarhus Kommune, Børnehaven Enggården
Da Coronakrisen ramte Danmark arbejdede Lars Erik Damborg med børnehavens storbørnsgruppe, hvor der er fokus på, at børnene snart skal i skole. Arbejdet fortsatte, da børnehaven var lukket ned, og det skete ved, at han skrev til forældrene og foreslog, hvordan de selv kunne fortsætte indsatsen derhjemme.
– Det handlede om grundlæggende ting, som for eksempel, hvordan man holder på en blyant eller en saks og at forstå og følge en besked, forklarer Lars Erik Damborg.
Da børnehaven skulle åbne igen onsdag efter påske fik han en slags koordinator- eller sjakbajsfunktion, fordi den pædagogiske leder var – og er – sygemeldt; de egentlige ledelsesopgaver ligger hos dagtilbudslederen.
– Om tirsdagen mødte vi ind, og fandt ud af, hvordan vi skulle gøre det. Og det har ikke været let, vi har presset os selv, siger Lars Erik Damborg.
Han nævner, at personalet må begrænse adgangen til legetøj, fordi det skal vaskes eller afsprittes to gange om dagen, at højtlæsningsbøger nu er personlige for de enkelte medarbejdere, at legepladsen er opdelt, og at børnene skal lege adskilt i mindre grupper.
– Det er svært at holde børnene fra hinanden og få dem til at holde afstand, forklarer Lars Erik Damborg.
Det kræver ekstra personale at opretholde retningslinjerne, og her bruger børnehaven sine faste vikarer.
– Vi har heldigvis et rigtigt godt vikarkorps, siger Lars Erik Damborg.
I den første uge efter påske fik genåbningen en lettere start, fordi kun omkring halvdelen af børnene mødte op, men allerede i løbet af den anden uge var fremmødet næsten normalt.
Pædagogisk konsulent Kirsten Sørensen arbejder som læringspartner i Aarhus Kommunes magistrat for Børn og Unge.
Normalt sparrer Kirsten Sørensen med århusianske daginstitutioners personale og ledelse om, hvordan de kan samarbejde, så børnene får det bedste læringsmiljø.
Men corona-situationen har betydet, at Kirsten Sørensen nu er en del af det ekstra personale i en århusiansk vuggestue.
– Børnenes trivsel og udvikling er en fælles sag, uanset hvor i organisationen man arbejder. Lige nu er der brug for flere hænder tæt på børnene, så det er meningsfyldt for mig at give en hånd med og dejligt at være sammen med børnene, siger Kirsten Sørensen, der er uddannet pædagog.
Hun er tilknyttet en gruppe med 4-5 børn på 10-12 måneder, og her er de to voksne til børnene.
– Det er os voksne, der skal have styr på, hvad og hvem de rører ved og på håndhygiejne, så det kræver ekstra personale, fortæller Kirsten Sørensen.
Hun oplever, at der blandt personalet er en følelse af kampånd, hvor folk opmuntrer hinanden.
– Stemningen er, at det skal køre; at det handler om børnenes velbefindende, og at man desuden skal holde retningslinjerne. Det er beundringsværdigt, hvordan personalet stadig arbejder pædagogisk, når man med afsætning i retningslinjerne indskrænker råderummet og børnenes muligheder for at bevæge sig frit, mener Kirsten Sørensen.
Hun nævner som eksempler, hvordan personalet bruger uderummet til leg og motoriske udfordringer, synger og bruger legetøj til at stimulere børnenes sproglige udvikling, og hvordan to livlige drenge kommer på tur, så de kan spille bold.