Klokken er blevet 17 – det er fredag aften. Et hemmeligt sted i Århus møder rådhusbetjent Dennis Andersen ind på arbejde. Normalt arbejder han i det nye kommunale kontorhus Blixens i Gellerup men på grund af coronakrisen, er arbejdsopgaverne nu helt anderledes. Han bruger nemlig tiden på at bevogte kommunens personlige værnemidler såsom håndsprit, masker, visirer med mere. En opgave, han gerne påtager sig.
– Vi skal alle hjælpe der, hvor vi kan. Og på den her måde kan vi bidrage til samfundet i en krisetid, fortæller han.
Selve overvågningen foregår via kameraer og sensorer, og personalet har tidligere bortvist uvedkommende personer fra området. Derfor anser Dennis Andersen også opgaven som nødvendig.
– Normalt har vi jo kollegaer i hverdagen, men nu er vi alene på arbejde med lange vagter på 12 timer, der primært bliver afviklet om natten fra kl. 20.00 til 08.00 morgen, så det kan godt blive lidt ensomt.