Stilhed på sygehuset
Corona-epidemien har endnu ikke skabt travlhed på Aarhus Universitetshospital - tvært i mod er der mere stille end normalt.
Social- og sundhedsassistent Jette Glud, Aarhus Universitetshospital, Hjertesygdomme, sengeafsnit 2
Afdelingen for hjertesygdomme skulle efter planen tage mod Coronapatienter, når Covid19-afsnittet på infektionsmedicinsk afdeling var fyldt. Covid19-afsnittet på Jette Gluds afdeling var altså nummer to, der skulle tages i brug på AUH, men det er ikke sket, fordi epidemien ikke har udviklet sig så voldsomt, som forventet.
– Vi har haft et afsnit, der har været i beredskab, fuldstændig klart med værnemidler og også bemandet i 14-dage; derefter er personalet kaldt op og brugt andre steder, fortæller Jette Glud, der som det øvrige personale har lært, hvordan man skal bruge værnemidler og i det hele taget håndtere Corona-patienter.
Hun oplever, at afdelingen har været i en venteposition.
– Det har været lidt frustrerende, men man skal selvfølgelig ikke klage. Det er lidt en luksus-frustration, siger Jette Glud.
Hun nævner også, at der har været væsentligt færre patienter på afdelingen, fordi planlagte aktiviteter har været aflyst. Samtidig har de forskellige faggrupper stadig haft elever og studerende i praktik, og de har altså haft færre patienter at forholde sig til.
– Nogle gange har det været lige før, der var kø ved patienterne, forklarer Jette Glud.
Afdelingen har dog stadig haft akutte patienter, typisk patienter med hjertestop. De har selvfølgelig været omfattet af de retningslinjer for hospitalspatienter, som Coronakrisen har udløst.
– For hjertestoppatienterne har det især været hårdt, at de ikke må få besøg af deres pårørende, siger social- og sundhedsassistenten, der flere gange har taget initiativ til at mindske problemet.
Afdelingen for hjertesygdomme er nemlig placeret i stuehøjde.
– Og så har vi åbnet vinduet på patientstuen, så de pårørende kunne stå ude i parken og tale med patienten på to meters afstand, fortæller Jette Glud.
Serviceassistent Pernille Elgaard Rasmussen, Aarhus Universitetshospital, Blodsygdomme, Laboratoriet.
På Laboratoriet kan hverdagen på en måde virke sært uforandret under Corona-krisen.
– Der er nogenlunde lige så mange prøver som normalt, så på den måde mærker vi ikke, at situationen er anderledes, fortæller serviceassistent Pernille Elgaard Rasmussen.
Men på afdelingen som helhed, er der mærkeligt stille.
– Det betyder især noget, at der ikke er nogen pårørende, siger Pernille Elgaard Rasmussen og forklarer, at kræftpakkerne stadig har virkning, så der fortsat kommer patienter, der er i pakkernes udrednings- og behandlingsforløb.
Men andre behandlingsforløb, som kan udsættes, bliver det, så der er ikke fyldt op på afdelingen.
Pernille Elgaard Rasmussen kan komme til at afløse på et afsnit med corona-smittede og har derfor lært, hvordan hun skal håndtere arbejdet på stuer med en Covid19-patienter.
– Det handler for eksempel om rengøringen, som selvfølgelig er meget omfattende. Om hvilke værnemidler man skal bruge i hvilke situationer. Om hvordan man skal hente en bakke – afhængigt af hvor langt væk den står fra patienten. Og om hvordan forflytninger skal foregå, fortæller hun.
På Pernille Elgaard Rasmussens egen afdeling er der naturligvis også et stort fokus på rengøring og hygiejne.
– Men vi har en høj standard i forvejen, så der mærker jeg ikke nogen stor forandring, siger hun.