Cityassistent: Jeg elsker det her arbejde

Foto, video og tekst: Peter Justesen

P-vagter bliver ofte beskyldt for at være lidt for emsige, men i virkeligheden bruger de langt mere tid på at tale med borgere end på at udskrive p-afgifter, og det gør det nemt at være glad for sit arbejde, fortæller TR og cityassistent Jimmy Danielsen.

I løbet af blot få timer taler cityassistent Jimmy Danielsen med flere borgere end han udskriver p-afgifter til, og det er der en god grund til. 

– Der  er i dag langt flere biler og cyklister i byen end tidligere, og som udgangspunkt tror jeg, at de fleste borgere tænker, at det er fint, vi er på arbejde, fordi vi hjælper til med mange forskellige ting. Desuden hjælper vores arbejde også med at skabe parkeringspladser til dem, der ellers ville have problemer med det, og ved at sørge for mere fremkommelighed i byen,  skaber vi også sikkerhed for fodgængere, børn, ældre og cyklister, fortæller han.

På turen rundt i byen viser Jimmy Danielsen andre eksempler på opgaver, som cityassistenterne også har. I Søndergade peger han på et stillads; det skal der være tilladelse til, og det sørger cityassistenterne for at tjekke op på. De holder også øje med, at vejskilte ikke er i stykker, og at de er placeret korrekt i forbindelse med vejarbejde.

– En af vores primære opgaver er at skabe fremkommelighed i byen. Vi ved jo ofte, at når der eksempelvis er trafikpropper et sted i byen, så skyldes det et problem et andet sted i byen. Så kan vi indrapportere de problemer, der er, og så kan eksempelvis politiet sørge for, at tingene bliver bragt i orden, fortæller han.

"En af vores primære opgaver er at skabe fremkommelighed i byen"

Svært altid at undgå konflikter

Jimmy Danielsen har arbejdet som cityassistent i lidt over seks år, og har to uddannelser med i bagagen. Den ene som maskinarbejder og siden hen som socialpædagog, og især den sidste uddannelse bruger han ofte, når han taler med borgere.

– Det her er jo voksenpædagogik på højt plan. Jeg møder jo mange forskellige mennesker i biler, der har forskellige meninger om, hvorfor de gerne vil parkere, som de gør. Nogen gange er parkeringerne ulovlige, og så taler jeg med dem – hellere end jeg skriver dem, men det kræver nogle gange sine pædagogiske overvejelser at undgå at få konflikter, siger han og fortæller, at der desværre også har været et par gange, hvor det har været ubehageligt.

– Der er nogle få mennesker, og vi taler promiller, der vil have en konflikt af den ene eller anden årsag, og det kommer som et lyn fra den klare himmel.  Som oftest er det tilråb fra forbikørende biler osv. Jeg har også været udsat for nogle, der er gået lige til grænsen, før de bliver voldelige, siger han og uddyber, at han heldigvis aldrig har været udsat for fysisk vold.

Undervejs på vores tur fra Rådhuset til Domkirken og retur skriver Jimmy Danielsen kun tre afgifter ud, mens han næsten konstant taler med borgere, der er ved at parkere forkert eller når at komme tilbage til bilen inden for tre minutter efter, han har registreret en ulovlig parkering.

– Mange borgere tror, vi bare konstant langer p-afgifter ud, og at det er en pengemaskine. Men reglerne er sådan, at vi først skal registrere en ulovlig parkering og derefter vente tre minutter, før afgiften bliver til virkelighed medmindre, der er tale om standsning og parkering, hvor der er standsningsforbud. Hvis billisten kommer inden for de tre minutter, så nøjes vi med at tale med dem i stedet, fortæller han og siger, at det er en stor fordel at være god til at kommunikere, og mener også, at det er blevet nemmere at være p-vagt, fordi der er brugt meget energi på at fortælle om deres arbejde og arbejdsforhold i medierne.

Der er nogle få mennesker, og vi taler promiller, der vil have en konflikt af den ene eller anden årsag"

Glad for arbejdet

Alsidigheden og de mange timer ude på gaden betyder, at Jimmy Danielsen er glad for sit arbejde. Han kan faktisk ikke rigtig se nogle dårlige ting, når han møder ind.

– Jeg kan faktisk ikke se nogen downsides ved det. Jeg elsker det her arbejde. Jeg kommer om morgenen og går hjem om eftermiddagen, og jeg synes, jeg har haft en fantastisk dag langt de fleste dage. Jeg kommer over hele byen forskellige steder forskellige dage, og jeg snakker med mange mennesker i løbet af dagen, og det er ikke altid, det kun handler om parkering, fordi vi har mange andre opgaver. Generelt er det et meget alsidigt arbejde, så derfor er jeg glad for det, siger han med overbevisning i stemmen, og fortæller, at der selvfølgelig også er ting ved arbejdet, der ikke er så sjove.

– Der er nok nogen, der ville foretrække, at jeg sagde at løn- og arbejdsforhold er dårlige, men det værste er jo, når det er pivkoldt eller man bliver overrasket af en kold regnbyge og har glemt sit regntøj, og selvfølgelig er der jo også de borgere, der råber efter en, men det vænner man sig lidt til, siger han.

"Jeg elsker det her arbejde. Jeg kommer om morgenen og går hjem om eftermiddagen, og jeg synes, jeg har haft en fantastisk dag langt de fleste dage."

Hvis jeg skulle bestemme...

Der er sket forandringer igennem de år, Jimmy Danielsen har været ansat. I dag er der flere biler og betalings- og beboerzoner er udbygget. Der er skærpet regler for blandt andet beboerparkering, og det kræver en anden indsats nu end tidligere.

– Vi har fået mere arbejde med at kontrollere, så der er et ens kontroltryk over hele byen, hvor der er beboerparkering og betalingsparkering, så hvis det var op til mig, så ville jeg gerne have nogle flere kollegaer, og så kunne jeg også godt tænke mig, at vi fik en overenskomst, der passede bedre til vores jobbeskrivelse og jobfunktion. Lige nu har jeg en overenskomst, som en teknisk service medarbejder, der arbejder på eksempelvis en skole, og det synes jeg ikke, giver så meget mening med det arbejde, vi har, slutter han.

Der er i alt 24 cityassistenter ansat i Aarhus Kommune, og afdelingen er ved at ansætte fire mere.

Formanden har ordet: Ligelønskampen er begyndt

Faggruppeportræt: Cityassistent glad for arbejdet

Stort landsdækkende løntræf i FOA

Tillidsrepræsentanter om løntræf

Fælles sektorårsmøde på tværs

Se nye efterårsarrangementer hos FOA Århus

Oversigt alle fagblade

Hvis du har en god historie, så skriv en kort meddelelse til os. Send gerne dit telefonnummer, så kan vi hurtigere kontakte dig.

Kolofon:

Ansvarshavende redaktør:
Mette Fuglsig Schjødt, formand, FOA Århus
Email: mefu@foa.dk
Telefon: 4697 3212
Mobil: 2968 4111

Opsætning og drift af fagbladet-foa-aarhus.dk
Peter Justesen
Email: peju@foa.dk
Telefon: 4697 3234
Mobil: 2622 3846

Meld en kollega ind - og få et gavekort

Forhandlingerne om overenskomsten nærmer sig. Dem, der er medlem senest 1. februar 2024, er sikret penge, hvis det ender med strejke eller lockout.

Du er godt på vej mod et gavekort på 300 kroner, når du anbefaler en kollega et medlemskab af FOA.

Sådan bliver din kollega medlem

Lad din kollega melde sig ind online eller bestil et opkald til vedkommende. I begge tilfælde skal dine kontaktinfo oplyses for at du – som anbefaler – kan få et gavekort.

Formanden har ordet: Generalforsamlingsgaranti
Ny struktur i Sundhed- og Omsorg kan give problemer
Vi stod sammen som TR-gruppe
Tillidsrepræsentanter på tværs
Se dagsorden til generalforsamling i april her
Oversigt alle fagblade