Har du talt organisering med en kollega i år?
På arbejdsdage bruger vi ca. halvdelen af vores vågne tid på jobbet, så det er ikke underligt, at forholdet til kollegaerne er vigtigt for de fleste.
For par år siden viste en HK-undersøgelse endda, at forholdet til kollegaerne er vigtigere for trivslen på jobbet end arbejdsopgaverne, lønnen eller chefen!
Kollegerne er der, når man vil hyggesnakke, eller når problemerne er så store, at man ikke kan holde dem inde. Og det er blandt kollegaer, at vi kan hente gode råd hos hinanden, når arbejdet driller. Udgangspunktet for det hele er, at vi deler arbejdsvilkår. Vi betyder noget for hinanden, fordi vi regelmæssigt ses på en arbejdsplads, som vores fælles arbejde holder kørende, og hvor vi ofte laver nogenlunde det samme.
Det er den virkelighed, som FOA – Fag Og Arbejde – bygger på. Når folk har brug for hinanden, fordi de deler arbejdsvilkår, så er det naturligt, at folk organiserer sig sammen, så de kan få en ordentlig løn og rimelige arbejdstider. Vi organiserer os i FOA på arbejdspladsen og på tværs af arbejdspladser, så vi kan stå endnu stærkere, når vi skal forhandle – og eventuelt slås – med arbejdsgiverne om løn- og arbejdstid. Og så vi i hverdagen kan forsvare de aftaler – overenskomster – som vi har opnået.
Fællesskab giver styrke
Derfor bryder folk med det kollegiale fællesskab, hvis de arbejder på et FOA-område og ikke vil være medlemmer af FOA. Det er selvfølgelig ukollegialt, hvis man ikke vil tale med en kollega eller give hende gode råd. På samme måde er det ukollegialt, hvis man ikke vil bidrage til den faglige styrke, som sikrer løn- og arbejdsforhold. For både det sociale, det faglige og det fagpolitiske sammenhold udspringer af det kollegiale fællesskab, som naturligt opstår, når man er sammen på en arbejdsplads.
Vi har alle et ansvar for, at vi stille og roligt får forklaret ikke-FOA-medlemmer, at det er sådan, virkeligheden ser ud. Nogle har måske slet ikke tænkt på, hvordan det kan være, at vi har løn- og arbejdsforhold, som dårligere organiserede fagfæller i andre lande kun kan drømme om. Og så har vi ansvaret for at forklare, at det hele skyldes det fællesskab, som består af FOA-medlemmer. Og at vi kun kan sikre ordentlige forhold på FOA-arbejdspladserne fremover, hvis langt de fleste ansatte er FOA-medlemmer. For ellers har arbejdsgiverne ingen grund til at tage FOA alvorligt – hverken i en konfliktsituation eller til hverdag.
Den enkelte kollega bestemmer selv, om han eller hun vil være medlem af FOA. Men det er ukollegialt at lade være. Ligesom det er ukollegialt, hvis man deltager i sammenskudsgilder blandt kollegaerne og aldrig selv tager noget med. I det nye år skal vi sørge for, at alle ikke-medlemmer bliver informeret om, at et medlemskab af FOA er en naturlig del af fællesskabet på en arbejdsplads, hvor FOA forhandler de ansattes overenskomst med arbejdsgiverne.
